Usikkerhed er ikke en del af konteksten. Det er en omkostning

I lang tid har mange virksomheder styret deres omkostninger, som om omverdenen var forholdsvis forudsigelig.

Priserne blev revideret. Kontrakterne blev forhandlet på plads. Budgetterne blev justeret. Alt sammen efter en velkendt logik. Men forholdene har ændret sig. I dag er problemet ikke blot, at visse omkostninger stiger. Det bliver stadig sværere at vide, hvornår, hvor meget og hvor længe.

Og der opstår en udgift, som mange virksomheder ikke har budgetteret med: usikkerhed.

Det fremgår ikke altid af en faktura. Det vises ikke som en specifik post. Det angives ikke som en afvigelse. Men det findes. Det opstår, når en leverandør indfører en »forebyggende« prisstigning. Når en virksomhed accepterer dårligere betingelser af frygt for at løbe tør for varer. Når lagerbeholdningerne udvides af forsigtighedshensyn. Når kontrakter indgås med mindre forhandlingsrum. Når beslutninger udskydes, fordi situationen er uklar.

Det er ikke kun en økonomisk omkostning. Det er en beslutningsomkostning.

For når omgivelserne bliver usikre, holder mange virksomheder op med at optimere. De begynder i stedet at beskytte sig selv. Og det er også svært at beskytte sig selv.

Det koster i form af likviditet. Det koster i form af fleksibilitet. Det koster i form af Avance.

Det går ud over forhandlingsmulighederne. Problemet er, at denne omkostning ofte går ubemærket hen. Den fremstår ikke som en direkte stigning.

Den er uddelt.

- Med transport.

- Inden for energi.

- Når man er ude at handle.

- På lager.

- I henhold til aftalevilkårene.

I beslutningstider. Og netop derfor er det så svært at få styr på, for det, der er spredt ud over forskellige kategorier, opfattes ikke længere som et enkeltstående problem. Det accepteres som en del af konteksten. Det bliver en del af hverdagen. Og med tiden bliver det til en fast struktur. Her ligger den reelle risiko. Ikke at markedet er usikkert. Men snarere at virksomheden håndterer denne usikkerhed uden at vide, hvor meget det koster dem. For det er ikke alle virksomheder, der mister Avance betale mere. Nogle mister det ved at træffe dårligere beslutninger under pres. Ved at acceptere betingelser, som de tidligere ville have stillet spørgsmålstegn ved. Ved ikke at gennemgå kontrakter til tiden. Ved ikke at skelne mellem en berettiget stigning og en stigning, der er overført ud fra forsigtighed. Fordi de ikke har tilstrækkelig indsigt i deres kritiske kategorier.

På nuværende tidspunkt handler det ikke kun Om os efter Besparelser.

Det handler om at genvinde sin beslutningskompetence.

Få indsigt i, hvilke omkostninger der reelt er eksponeret. Hvilke leverandører der overfører risikoen. Hvilke kontrakter der ikke længere er hensigtsmæssige. Hvilke kategorier der bliver dyrere uden nogen klar årsag. Og hvor stor en del af omkostningerne der afspejler markedet... og hvilken del der skyldes manglende kontrol. For i et stabilt miljø kan ineffektivitet gå ubemærket hen. Men i et usikkert miljø forstærkes den, og det er her, virksomheder, der styrer omkostningerne, adskiller sig fra dem, der blot absorberer dem.

For problemet er ikke usikkerheden. Det er troen på, at det ikke koster noget, og det er netop her, at det i mange tilfælde er værd at se nærmere på, hvordan omkostningerne håndteres.

‍