"Livet kan kun forstås baglæns, men det skal leves forlæns." - Søren Kierkegaard
Når en interessent ikke tror på projektet – og ikke siger det åbent – ender de med at sabotere det passivt: de forsinker beslutninger, deler ikke vigtige oplysninger og skaber mistillid i teamet.
Og det er ikke kun udmattende ... det kan også ødelægge projekter og relationer.
Fordi det ikke er nok bare at sige ja.
I komplekse projekter ligger den reelle risiko sjældent i tallene: den ligger i de mennesker, der siger ja; selvom vi for sent indser, at det var et nej.
I vores tilfælde, hvor vi kun får betaling, hvis vi afslutter projekter med succes, er det endnu vigtigere at opdage disse "nej" i tide.
Og jeg undrer mig: hvad ligger der bag disse "ja"'er, der faktisk er "nej"'er? Blandt andet kan jeg komme i tanke om grunde som disse:
🔹De ønsker at indhente information uden at forpligte sig.
🔹De frygter, at vi vil opnå bedre resultater, end de gør.
🔹De ønsker ikke at konfrontere beslutninger i deres organisation.
🔹De forsøger at udvande deres ansvar uden at sige det direkte.
Selvom Kierkegaards citat giver mening, mener jeg, at den virkelige udfordring ligger i, hvordan man kommer videre:
🔹Hvordan skaber vi rum, hvor tvivl kan udtrykkes rettidigt?
🔹Hvordan kan vi lære at bedre læse de "ja'er", der ikke rigtig er ja'er?
Fordi i sidste ende er det mest værdifulde, vi mister, når der ikke er klarhed ... tid. Og ingen – hverken enkeltpersoner eller virksomheder – bør tillade sig selv at spilde den.
