"Livet kan kun forstås bagud; men det må leves fremad." — Søren Kierkegaard
Når en interessent ikke tror på projektet – og ikke siger det højt – ender vedkommende med at sabotere det passivt: vedkommende trækker beslutninger i langdrag, deler ikke vigtige oplysninger og skaber mistillid i teamet.
Og det er ikke kun udmattende... det kan også ødelægge projekter og relationer.
For det er ikke nok bare at sige ja.
I komplekse projekter ligger den egentlige risiko sjældent i tallene; den ligger hos dem, der siger ja, selvom vi først for sent indser, at svaret egentlig var nej.
I vores tilfælde, hvor vi kun får betaling, hvis vi gennemfører projekterne med succes, er det endnu mere afgørende at opdage disse afslag i tide.
Og jeg spekulerer på: hvad ligger der egentlig bag disse »ja'er«, der i virkeligheden er »nej'er«? Jeg kan blandt andet komme i tanke om følgende årsager:
🔹De ønsker at indhente information uden at forpligte sig.
🔹De frygter, at vi vil opnå bedre resultater end dem selv.
🔹De ønsker ikke at tage stilling til beslutninger inden for deres organisation.
🔹De søger at udvande deres ansvar uden at sige det direkte.
Selvom Kierkegaards citat giver god mening, mener jeg, at den virkelige udfordring ligger i, hvordan vi kommer videre:
🔹Hvordan skaber vi rum, hvor tvivl kan komme til udtryk i tide?
🔹Hvordan kan vi lære at aflæse de »ja'er«, der ikke rigtig er ja'er, bedre?
For i sidste ende er det mest værdifulde, vi mister, når der mangler klarhed... tid. Og ingen – hverken enkeltpersoner eller virksomheder – bør tillade sig at spilde den.
