Romaner er min yndlingslitteraturform. Jeg kan godt lide dem, fordi personerne gennem historien udvikler sig, lærer noget og ofte bliver bedre udgaver af sig selv.
Jeg mener, at vi bør stræbe efter det samme i både vores privatliv og vores arbejdsliv. At tro, at der ikke er mere at lære, betyder i virkeligheden, at vi står i stampe og svækkes, i stedet for at vi kan fortsætte med at udvikle os.
Jeg har været ansat hos ERA Group over 20 år, og jeg lærer stadig noget nyt: af de nye medarbejdere, af dem, der er gået på pension eller har valgt andre veje... hver eneste oplevelse lærer mig noget og giver mig nye grunde til at være begejstret Om os jeg laver.
Jeg tænker på Elizabeth Bennet fra »Stolthed og fordom«. Det, der gør hende til en af mine yndlingsfigurer, er hendes evne til at erkende sine fejl, revurdere oplysninger og forandre sig selv. Hendes selvkritiske holdning forhindrer hende i at forblive fanget i sin stolthed; hun forstår, at det kun er ved at indrømme sine fejl, at man kan overvinde dem.
Lizzy stræber ikke efter at være perfekt. Hendes oprindelige stædighed forandres, når hun inddrager sin intuition: hun går fra »intellektuelle« og overfladiske vurderinger til mere nuancerede. Set fra mit synspunkt ligger hendes styrke netop der: i forståelsen af, at forbedring ikke er et endeligt mål, men en vedvarende proces med tilpasning og læring.
Det samme gælder mine kolleger hos ERA. Selvom vi bringer en stor erfaring med os til hvert projekt, får vi, når vi går i gang med et nyt, mulighed for at lære og udvikle os. Det kan virke »velkendt«, men der er altid en ny vinkel. Og vi er klar over, at det er netop i den søgen, vi kan skabe merværdi.
Dybt inde nyder jeg tanken om, at slutninger aldrig er helt afsluttede. Det værdifulde ligger i at lade os overraske ved hver genlæsning.
Det samme gælder i livet og i erhvervslivet: Det vigtigste er at se på vejen fra et andet perspektiv for at finde nye svar.
Og du... Hvilken historie ville du genlæse (eller se igen) i håb om at opdage noget nyt undervejs?
